Norsk Ordbog (1873) av Ivar Aasen
  1. Aur, m.
      1) Grums, Bærme, Bundfald. Helg. Især om Gruus paa et Ildsted. Kolaur, Smidjeaur. Gbr.
      2) Sandgrund, grov Sand eller Smaasteen. Ved Trondhjem (sjelden). Sv. ör. Hertil: aurhalt, aura, øyra, v.: jf. Øyr, f.
      3) Grundjord, Gruusjord, haard Jord med Smaasteen; især om det haarde Jordlag, som i de bjergige Egne sædvanlig forefindes nedenunder Muldjorden, og som i Bunden gaar over til en meget fast Masse, kaldet Aurhella. Ellers ogsaa om flere Jordarter, som adskille sig fra Muldjorden; saaledes ogsaa “Raudaur” og “Leiraur”, som ansees meget tjenlige til Dyrkning. (Meget brugl. Ord). G.N. aurr, Jord, Gruus.