-
me, pron. pl. vi (= T. wir). Jf. eg. Mest alm. “me”, med et dunkelt “e” eller næsten i’; ellers ogsaa: mid (i’), Sdm. Nfj. mi, Sogn, Tel., my (y’) el. mø, Valders. Ved Siden heraf ogsaa: vi, Shl. Nfj. Nordl. Østl. Egentlig er det to Ord, som her falde sammen, nemlig G.N. vér, senere mér (vi alle), og vit (vid), senere mit, eller mid (vi to). – Et tilsvarende Ord for Akkusativ og Dativ er: oss (o’), afvig. uss i Hall. og Vald., og i de sydligste Egne: okker (okk), saaledes: okke, Jæd. Lister, Mandal; okko, Rbg., aako, Hard., okkon og (forkortet) ‘kon, Tel. ‘kan, Num. (G.N. oss: os alle; og okkr: os to; i Lighed med Ang. us og unc, Ght. uns og unch, Goth. uns og uggkis). Hertil hører ogsaa et Genitiv: okkar (ↄ: vor), sædvanlig okka, Jæd. Mandal, Rbg., afvig. aakan, Hard., okkons og ‘kons, Tel. ‘kans, Num. De afvigende Former med “n” (okkon, okkons) synes at støtte sig til det gamle Possessiv okkarr, acc. okkarn. (Jf. “vonn” for vaar). – I nogle Egne bruges “oss” ogsaa i Stedet for me (ↄ: vi), f. Ex. “oss ha’ gjort dæ”. Gbr. Ork. Ndm. Romsdal.
