-
vika (ii), v.n. (vik, veik, viket),
1) vige, gaae tilbage eller tilside. Supin. udtalt vikje (i’). Inf. sædvanlig vika (vike), ikke vikja. G.N. víkja (vík, veik, vikit).
2) Figurlig: give efter, opgive sin Paastand. I det hele er dette Ord kun lidet brugeligt, medens derimod det aktive vikja (vikte) er i megen Brug.
-
vika (i’), v.a. (ar), bøie tilside, vende udad (= vikja). Hall. og fl. (Af Vik, n.).
-
Vika (i’), f. 1, en Afdeling; især om en Deel af en Strophe eller et Vers (omtr. som Vik, n.); vel egentlig selve Strophen eller Verset. Vald. (Veka). Jf. Vik (i’), f. Her mærkes ogsaa den forældede Betydning: en Sømiil; hos ældre Forfattere “Vegsø” og “Vege Sø”, G.N. vika sjóvar.
-
Vika (i’), f. 2, en Uge, Tid af syv Dage. Nogle St. Veka, ogsaa Viku (Veku), Østl., Vuku, Østerd. Ork. Indh., Uku, Ork., Voko, Namd. G.N. vika, Ang. vice (vike), Goth. vikó; jf. Sv. vecka, Nt. Weke, Eng. week. Fyrre Vika: forrige Uge. (Hedder ogsaa: Vika som kjem. Modsat: Vika som var). En Uges Tid kaldes ofte “aatte Dagar”; to Uger kaldes oftest “fjortan Dagar”. Tri Vikor lyder ofte som et sammensat Ord, f. Ex. “att-i Trivikenne”, ↄ: henvend tre Uger siden. B. Stift.
