Søkjesida til Grunnmanuskriptet (1935, rettshavar: Språksamlingane ved UiB) og Norsk Ordbog (1873, Ivar Aasen)
GM | Aasen |
---|---|
gisl m. (og n.)
l. = gil I. ("gisl" og "gitl" m. No, Orkd), Å. 2. strålering, glorie (~ n. NGbr), R6. Jomfru Maria hev gisl kring hovudet (Vågå i Gbr), Sd. 3. braglande, blenkjande ljosstrålar ("gjitt'l" n. Shl). "Da æ so eit gjitt'l for augo" (jfr. solgisl), V. Jfr. gisla II.; nisl. gisli m. stråle; jysk gissel; stråle, ljoske. Sml. geisle I. og gidd I. T.
Um tilfanget: |
Gil (ii), m. 1, Veirsol, Bisol; en lysfarvet plet i Skyerne nær ved Solen. Nordre Berg. Sdm. Isl. gíll? (gýll, Haldorson). Hedder ellers: Gisl, Gitl, Nordl. Ork. Gidd, Ryfylke; Gidder, Tel. Gikk, Jæd. (Andre St. Ur, Solulv, Solhøve). Et Par andre ord: Giksel (i Gbr.) og Gjell (i Østerd.), betyde noget lignende, nemlig en afbrudt Regnbue, ellers kaldet Vederstuv, Vederhovud, Elhovud.
Gisl, m. 1, Gidsel (= T. Geißel, obses). G.N. gísl. Lidet bekjendt. Ellers brugt som Mandsnavn, især i Formen Gisle. Hertil hører vel ogsaa Gils, i Hergils, Torgils, Øygils, ofte forvansket til: gjuls, jus, gjis, f. Ex. Torjuls, Torjus, Torjis o. s. v. (Munchs Maanedsskrift 3, 64).
Gisl, m. 2, Veirsol, Bisol; s. Gil, gisla.
Um tilfanget: |