let (é) (pl. -er)
   l. ljosverknad av ein ting på synet, serleg den som tingen hev av naturi (jfr. farge I.), Å. Skifta letene, raudna eller bleikna i andletet, Å; "han foor som ein lit´e", d.v.s. som ein skimt (Tel), R.
   2. to til å leta med, fargeemne, Å, B.
   3. kvart av dei fire kortslagi, kløver, rute, hjarta, spar. Visa, fylgja letene. - I sms. tidt i same tyd. som farge, Sn, B, òg lita(r)-, R. Òg i formene: "lett", "læt", Å, "lødd" (VNedenes, AMa), Rl, "lyd(d)" (Nedenes), R3. Gn. litr (pl. -ir, ak. -u.); jfr. sv. lit, let; dsk. lød, T.

laata, v.n. (læt, let [ee], laatet), give Lyd osv. Falder sammen med “lata” i Præs. Eental læt (læter, læt’e) og Imperf. let (leet), Fl. leto; men fraskiller sig i de øvrige Former: Inf. og Præs. Fl. laata (laate), Imperativ laat, Fl. laate, og Supin. laatet/laate; dog har det sidste (ligesom lata) ogsaa en Afvigelse: lite (i’), lete, læte (i Nordre Berg. og Trondh.). – Betydning:
  1) give en Lyd eller Tone fra sig, lade sig høre. G.N. láta; Sv. låta; G. D. lade. Meget omfattende; saaledes omtrent som: pibe, kvidre, kagle, skrige, tude (om Dyr og Fugle); hvine, knirke, skrabe (om livløse Ting); lyde, klinge (om Spil og Instrumenter). Alm. og meget brugl. Eg veit ikkje kor det læt, om et Dyr hvis Stemme man ikke har hørt. Kvat er det som læt: hvad er dette for en Lyd? Han fekk Fela til aa laata. Det læt i Strengen. Det leet ikkje i honom: man hørte ikke en Lyd af ham.
  2) om Mennesker: klynke, jamre sig, give svage Skrig eller anden usædvanlig Lyd. Laata stygt: pibe, tude osv. (f. Ex. om Børn). Laata i Svevnen: klynke el. skrige i Drømme. Ogsaa: klage, beklage sig; knurre. Dei hava alltid nokot til laata fyre. Ho baade greet og leet. (Jf. Han kom baade graatande og laatande).
  3) udlade sig, yttre sig, dømme om en Ting; ogsaa upersonligt: forlyde, hedde, siges. Han læt so, at han vil fara (han lader sig forlyde med osv.). Det læt so, at han skal koma (det hedder). Han leet so til: han udlod sig saa. (Tel. og fl.). Laata vel: yttre sin Tilfredshed, give Bifald, rose noget. (G.N. láta vel). Heraf Vellæta. Laata illa: klage, yttre sig utilfreds, dadle noget. Heraf Illæta. Laata etter nokon: tale En efter Munden, føie sig efter Ens Villie eller Infald. Hertil Etterlæta. – Meget afvigende og vistnok fremmedt er “lata” i Betydn. see ud, tage sig ud. (Tildeels i Smaal. og Rom.). Ligesaa “lata seg”: passe sig, sømme. (Smaal.). Jf. ellers laatast, laaten, Læta og Læte.

lata, v.a. (læt, let [ee], latet), at lade. Inf. tildeels forkortet: la’; advig. laataa, Indh. læta, Hall. Vald. Imperativ lat (la’), Fl. late. Konj. late (især som Ønskeform). Indik. Præsens mest alm. læt (læt’e), afvig. later, la’r (Smaal.); Fl. lata. Imperf. lét (leet), Fl. leto (Hall. og fl.). Supin. mest alm. late’; afvig. lite (i’), lete, læte, Nordre Berg. og Trondh. – G.N. láta (læt, lét, látit); Sv. låta (låter, lät, låtit); jf. Ang. lætan, Goth. létan. Ordet skulde vel egentlig hedde “laata”; men denne Form stiller sig her som et andet Ord med særegen Betydning: lyde, give Lyd, yttre sig osv. (s. laata). Formen “lata” bruges derimod i følgende nær sammenhængende Betydninger:
  1) lade, tillade, give Leilighed til noget. Sædvanlig med Objekt (Akkus.) og et Verbum i Infinitiv. Lat honom faa det. Lat meg sjaa. Han skal lata det vera. I nogle Tilfælde siges kun “lata” for “lata vera”; saaledes: Det skal eg lata usagt. Eg kann baade gjera og lata (ↄ: undlade, ikke gjøre).
  2) faae til at gjøre; foranstalte at noget skeer. Lat Smiden gjera ein Hake. Han let byggja eit Skip. (Den sidste Ordstilling sjelden). Her mærkes den særegne Brug af Imperativ i Forbindelsen “lat meg”, hvorved man kun tilskynder sig selv til noget, f. Ex. Lat meg skunda meg. Lat meg sjaa heim atter. Lat meg no inkje segja for myket. Saaledes ogsaa “lat oss” med samme Begreb som det gamle Fleertals-Imperativ for første Person; f. Ex. Lat oss gjera det (jf. G.N. gerum vér). Lat oss ganga. Lat oss no freista osv. (Sædvanlig med Formen “lat”, om det end er flere Personer, som man taler til).
  3) sætte i en Stilling, holde, lukke (op eller til). Med en Partikel og uden Verbum; f. Ex. Lata upp Glaset: aabne Vinduet. Lat upp Hurdi (el. Dyri). Lata upp Munnen. Lata upp Augo. Lata atter Hurdi (jf. atterlaten). Ogsaa: slippe, lade fare. Lat ut Hesten. Lata ut Kyrna (slippe Køerne af Stalden). Lata inn Sauderne osv.
  4) hælde ud, lade strømme. Lata Sukker i Mjølki (komme S. i Mælken). Lata Syra i Vatnet (gyde, blande). Lata i seg: føre i sig, fylde sig. Lata or seg: udøse, give af sig (især Sladder, el. Skjældsord). Jf. lata seg Blod, el. kun “lata seg”: aarelade sig.. Rbg. og fl.
  5) overlade, afhænde; sælge. Kun med Objekt uden Verbum, f. Ex. Eg kann ikkje lata det. Han læt (læter) det ikkje fyre den Prisen. Me hava inkje til (aa) lata. Ogsaa: opofre, spendere; bekoste. Kun med “til”. Den eine leet Maten til, og den andre Drykken. Eg skal lata til Halvparten. Saaledes ogsaa: lata seg til, ↄ: bekvemme sig til noget, gjøre sig Umage, opbyde sine Kræfter. Han orkar det vel, naar han berre læt seg til. (Berg. Tel. og fl.).
  6) tabe, miste. I Forbindelsen: lata Livet, ↄ: omkomme, døe. Jf. laatast, livlaaten, Andlaat. – Af Talemaader mærkes, foruden de anførte: Lata av: aflade, ophøre. (I Tel. især: holde op at malke, om Køer). Lata burt, el. lata fraa seg: afhænde, skille sig ved. Lata i: lægge i; især om at lægge Korn i Blød til Malt. (Nordre Berg.). Lata ned: snee eller regne stærkt. Lata upp: oplade (s. No. 3); ogsaa: overlade, afstaae noget til En. Eg veit ikkje, um han vil lata det upp fyre meg. (B. Stift). Om Udtrykket “lata seg” (ↄ: passe), s. laata.

Let, m. s. Lit.

let (leet), s. lata og laata.