når – Norsk Ordbog (Ivar Aasen, 1873)

innar, adv. længere ind, el. inde; især i et Huus. Tydelig udtalt i Søndre Berg. Sogn og fl., ellers: inna, Sfj. Sdm. Trondh., innaar, og forkortet: ‘naar, Sæt. Tel. (jf. innarst). G.N. innar. Innar i Stova (o’): længere fra Døren, til den indre Deel af Stuen. (I Rbg. “naar i Stoga”). Innar i Koren: op i Koret (i Kirken). Innar aat Veggen: op til Bagvæggen. Innar um Bordet: til Sædet imellem Bordet og Bagvæggen.

naar, adv. og conj.
  1) naar, hvor snart; paa hvilken Tid. Naar skal det vera? Han skal faa det, naar han vil. (Med stærkere Eftertryk ogsaa: naar helst).
  2) da, saa snart. Naar eg ser det, so veit eg det. (Jf. daa og fyrst).
  3) saafremt, hvis, dersom. Eg kunde gjera det, naar eg berre vilde. (Med mere Eftertryk: naar som). – Ofte forkortet: naa. (B. Stift). Ogsaa brugt i en anden Form: nær, Rbg. Tel., eller: ner (neer), Hall. Vald. Gbr. Sammensat: ko-naar, Sogn; ko-nær, Gbr. (I første Betydn.). Ogsaa: naartid, Buskr. og fl. G.N. nær, ogsaa hvé nær (ↄ: hvor snart). Sv. när (i mange Dial når). Formodentlig kan baade “naar” og “nær” opfattes som en Komparativform af et gammelt “naa” (ↄ: nær), som forefindes i G.N. návist, námunda, nálega og fl. G. T. náh, T. nahe. (Grimm, Gr. 3, 182. Weigand 2, 240). Jf. naamare og næmare.

nord, adv. nord, mod Norden; ogsaa: i Nord, paa Nordsiden. Mest alm. nor (oo), tildeels nol (m. tykt L); afvig. naar, Sdm. G.N. nordr. Heraf nørdre, nørdst, Landnørding og fl. Nord i Landet: i (el. til) den nordlige Deel af Landet. Fara nordetter: fare mod Nord, i nordlig Retning. Det gjeng nord og ned: det gaar en uheldig Gang, det tegner til Undergang. B. Stift. (Jf. det gamle: nidr ok nordr liggr helvegr). – Paa nogle Steder, især ved Havet, bruges “nord” ogsaa for burt (el. ut) om nærliggende Punkter paa den nordre Side; f. Ex. nord i Stova, el. endog: nord i Skaapet, ↄ: til Skabet paa nordre Væg. I de sydlige Fjeldbygder betegner nord ikke blot en nordlig, men ofte ogsaa en vestlig Retning, da et Dalstrøg, som gaar ind mod Høifjeldene, sædvanlig siges at gaae “nord”, om det end tildeels bøier af mod Vest.

nokon (o’), pron. (adj.), nogen, en eller anden, en eller flere; ogsaa om en Deel el. Mængde af et vist Slags. Formerne kunne bedst opstilles som: nokon, m., nokor, f. nokot, n. og nokre, pl., men have ellers flere Afvigelser; saaledes i Maskul. noken (o’), B. Stift og fl., nogon og nugun, Gbr., naaen og noen, Østl.; hertil kommer ogsaa en ældre Form: nokor, Nhl. (G.N. nökkurr, acc. nökkurn; Sv. någon). I Femin. nokor, Nhl. og fl. nogor, Gbr., noko, Tel. Hall., ellers (som Adj. paa en): noki, noka osv. I Neutr. noko (for nokot), ellers noke, naae, noe. Fleertal: nokre (mange St.); afvig. nokle, Sæt. Tel. nogre, Gbr., naar, Ork. og fl., nogaa, Jæd. (G.N. nökkurir, Sv. någre). – Dativ af Neutrum: nokro (nokraa), f. Ex. Det var ikkje nokro likt, ↄ: ikke ligt nogen Ting. (Nordre Berg.). Genitiv bruges i Forbindelsen: til nokors (te nokos) ↄ: til noget. Blandt andre Forbindelser mærkes: Nokon Ting, ↄ: noget. Nokor Tid: nogensinde (jf. nokorsinne). Nokot Slag: nogen Ting. Nokre Stader, s. nokonstad. Det var nokot til Folk: det var Folk, som fortjente Opmærksomhed. Ligesaa: Det var nokot til Mann: det var en mærkelig Mand. Ogsaa om en Ting eller Tilstand: Det er nokot, det, ↄ: det er dog noget mærkeligt.